”Jeg skriver til mig selv og fremmede”

26/08/2017 § Leave a comment

Steins livslange forelskelse i det engelske sprog – det vil sige de værker, hun skrev – skal ikke læses metaforisk, allegorisk eller symbolsk. De betyder ikke noget andet end det, de er

Af Kamilla Löfström

Hvad kan man lære af at læse Gertrude Stein? Man kan lære at læse, lyder mit helt korte svar, der samtidig lyder meget steinsk, idet ordene ser ud til at lukke sig om sig selv – lidt ligesom i Steins mest berømte linje: ”Rose is a rose is a rose is a rose” fra digtet ’Sacred Emily’ skrevet i 1913.

I den sætning er rosen ikke noget andet end en rose. Den er hverken den elskede, kærlighed eller Jesus. Den sætning er et fuldstændigt kærtegn af et ord, ordet rose. Senere, i bogen How to Write fra 1931, skriver Stein med sin karakteristiske snusfornuft og myndighed: ”It is natural to suppose that a rose is a rose is a rose is a rose.” Et ord er et ord, og rosen er tilbage i naturen. Samtidig giver sætningen lige et vrik med hoften, idet man hører ordet ’suppose’ rime på ordet ’rose’.

Den berømte linje var det første, jeg læste af Stein. Den dukkede op i Steffen Hejlskov Larsens bog om systemdigtning fra 1971. Det var Inger Christensen og systemerne, der optog mig lige der, og Hejlskov inddrog Stein i sin forklaring af systemdigtningen. Jeg fik en forståelse af systemerne i Christensens poesi, men Steins rose lærte mig at se mere end blot en kategori eller en genre og faktisk læse ordene. At se hvad der står og give de enkelte ord, og siden de enkelte sætninger, fuld opmærksomhed.

For sidenhen har jeg læst mere og mere Stein og desuden brugt Stein til at læse andre forfatteres værker: Morten Søndergaards Ordapotek, Niels Franks Nellies bog, Christina Hagens BOYFRIND og Herta Müllers Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig. Fire ret forskellige værker, der har åbnet sig for mig med Steins foredrag ’Poesi og grammatik’, hvor hun undersøger et sprogligt system, nemlig grammatikken og ordklasserne. Foredraget står i forlaget Arenas udgivelse Stein taler, der er et virkelig godt sted at begynde sin Steinlæsning.  Stein er for mig en ekstrem sproglig sensibilitet. Samtidig morer jeg mig over hendes bombastiske og Dolphagtige måde at fremføre sine klarsyn på: ”Forstår I hvad jeg mener med det jeg siger. Det ved jeg at I gør.”

At føle med øjnene

Gertrude Stein levede fra 1874 til 1946, det vil sige, at hun levede under både Første og Anden Verdenskrig. Det ser man af titlen på hendes sene erindringsværk fra 1945 Wars I Have Seen. Krige i flertal, altså. Det er hårdt.

Titlen peger hen ad dokumentarisme, og den peger på synssansen. Hos Stein ser forfatteren, ligesom billedkunstneren. De tre billedkunstnere, Stein især så – og så med – var Cézanne, Matisse og Picasso. Hun og broren Leo Stein var med til at opdage dem, dengang man undrede sig over, at Cézanne kunne kalde et maleri med et æble som motiv for et landskab, og dengang Picasso var ved at opfinde kubismen. De tre og deres billeder kan man læse om i den bog, der omsider gjorde avantgardisten Gertrude Stein til en berømthed, nemlig The Autobiography of Alice B. Toklas fra 1933.

Man kan ikke skrive en andens selvbiografi, med mindre man hedder Gertrude Stein og gør det alligevel. Hun skrev sin livsledsagers. Med pokerface skriver Stein som Alice i selvbiografiens første kapitel, at hun (Alice) kun har mødt tre genier i sit liv, Pablo Picasso, Alfred Whitehead (matematiker og filosof, 1861-1947) og så naturligvis, Gertrude Stein.

Alicemaskeringen undrer sig i selvbiografien over, at Stein ikke læser bøger på fransk, hun bor jo i Paris. Hun har spurgt Stein og fået svaret, at engelsk er det eneste sprog for hende. Hun føler ordene med sine øjne, og de ord er engelske. Omgivet af franskmænd, der ikke kan engelsk, var Stein ”left more intensely alone with my eyes and my english” (som hun altså skrev med lille). En linje står i flere værker: ”I write for myself and strangers.” De fremmede har så vist sig især at tilhøre fremtiden. Stein var ikke et miskendt geni, hun var et tålmodigt geni. Man kan være sikker på, at hun vidste, at vi senere ville opdage, hvilken original kunstner, hun var.

I virkeligheden ikke bare læste den amerikanske emigrantforfatter franske bøger, hun oversatte Gustave Flauberts Un Coeur Simple (1877) og skrev direkte ud fra den, da hun skrev det første portræt i debuten Three Lives (1909), der yderligere rent kompositionsmæssigt var inspireret af Cézanne.

Når man læser Stein, skal man tænke på de modernistiske malere og på kubismen, man skal glemme alt om plot og spænding. I et af sine foredrag nævner Stein, at de tre vigtigste romaner, der er skrevet i hendes generation, ingen historie har. De tre romaner er skrevet af Proust, Joyce og ja, Stein.

Stein malede med ord. Allermest rendyrket i Tender Buttons fra 1914. Peter Laugesen har oversat den, meget steinsk, det vil sige ord for ord. Ømme Dupper udkom i 2004 og hører sammen med prosafortællingerne Three Lives og den 925 sider lange roman The Making of Americans til Steins hovedværker. Sidstnævnte blev skrevet i 1903-11, men først udgivet i 1925, fordi Stein havde svært ved at finde et forlag til den.

At sladre

Cézanne, Matisse og Picasso optræder som sagt i The Autobiography of Alice B. Toklas, ligesom de gør i Woody Allens Midnight in Paris, hvor Kathy Bates spiller Gertrude Stein. Her får man den kulørte, men også ironiske version af Paris i 1920’erne, den myteomspundne, hvor man ønsker, man havde været der i salonen på 27 rue de Fleurus hos Alice og Gertrude og alle deres gæster, ”genierne og deres hustruer”, som Alice formulerer det. Salonen og sladderen er to af de helt store hos Stein. Sladder er ikke ufint for hende. Andre mennesker er ganske enkelt interessante. Stein studerede psykologi og var optaget af det nære liv, køkkenet, hverdagen og ikke mindst sladder. Hvor melankolien og A Room of One’s Own er Virginia Woolfs er snakken og salonen Steins.

En søster til sladderen er anekdoterne. De svirrer rundt om Stein. To af mine yndlings er den om ambulancekørslen under Første Verdenskrig og den om omeletten, der blev til spejlæg: Gertrude Stein meldte sig som frivillig ambulancekører under Første Verdenskrig, da hun sammen med Alice, der også var jøde, flyttede fra Paris og ud på landet i Frankrig. Hun kørte stærkt, men gad aldrig at lære at sætte bilen i backgear. For hende var der kun én vej, og det var frem.

Omeletanekdoten står i Alices selvbiografi, den handler om Hélène, der i mange år var kok hos Gertrude og Alice. Hélène var fransk, havde sine meninger og brød sig ikke om Matisse. Hun mente, at han som franskmand burde vide, at man ikke uventet bliver hængende til middag og så endda først spørger kokken, hvad menuen står på. Så en dag, da Stein meddelte hende, at Matisse blev og spiste med, sagde hun: ”Så laver jeg spejlæg i stedet for omelet. Det kræver den samme mængde æg og smør, men det er mindre respektfuldt, og det vil han forstå.”

I det hele taget er det karakteristisk for Steins forfatterskab, at hun er optaget af tjenestefolk, Hélène er én af flere. Debuten Three Lives er tre portrætter af tre tjenende kvinder, ’The Good Anna’, ’Melanctha’ og ’The Gentle Lena’. Alle bor de i Bridgepoint, Anna og Lena er tyske emmigranter, Melanctha er sort. Det er også et værk, hvor Stein eksperimenterer med sætninger og gentagelser. Eller ifølge Stein findes gentagelsen ikke. Det opdagede hun, da hun i syttenårsalderen boede hos noget familie i Baltimore og hørte sine elleve meget livlige små tanter snakke. ”De ville vide alt” og fortalte de samme historier igen og igen, men der var altid en lille forskel. Tanterne gentog hinanden, men kun omtrent.

At begynde igen og igen

Så gentagelsen findes ikke, eller for Stein er gentagelsen en insisteren, hun arbejdede med i sætninger med små variationer. I et af sine foredrag spørger Stein: ”Er der gentagelse eller er der insisteren.” (Uden spørgsmålstegn, de er unødvendige, for ”et spørgsmål er et spørgsmål”). Hun svarer selv: ”Jeg er tilbøjelig til at mene at der ikke findes noget sådant som gentaglese.” Stein bruger frøen som eksempel: ”Det er meget ligesom en frø der hopper den kan aldrig hoppe nøjagtig den samme længde eller hoppe på nøjagtig samme måde ved hvert hop.”

I Steins arbejde med at skrive sætninger og insistere er den engelske ing-form – en  strøm af nutid, kunne man kalde den – helt essentiel. Ligesom et billede jo heller ikke har en begyndelse, en midte og en slutning, ønskede hun heller ikke, at teksten skulle have det. Et godt eksempel på, hvordan Stein skabte en sådan kontinuerlig nutid er den ofte brugte vending: ”one being living”. At være og at leve.

At være fuldstændig tilstede i ord

Eller jeg kan nævne et eksempel fra Steins portræt fra 1911 af den amerikanske danser, Isadora Duncan, hvor ing-formen er med til at skabe dette kontinuum af nutid: ”This one is one dancing. This one is one being that one. This one is one being in being one being dancing. This one is one being in being one who is dancing. This one is one being one. This one is one being in being one.”

Steins skelnen mellem gentagelse og intensitet hænger især sammen med hendes mange portrætter. Man kan læse dem på både dansk og engelsk i Arenaudgivelsen Portrætter af enhver (2012). Her er portrættet af Isadora Duncan et helt vidunderligt eksempel på, at det lykkedes Stein at være fuldstændig tilstede i ord. Teksten sker, mens man læser, den refererer ikke til noget, der er sket. Isadora Duncan danser frem foran læserens øjne som en ener og som ”en slags” – præcis som titlen lover.

At navngive er at elske

For Stein var det sjoveste i skolen at lære grammatik og at analysere sætninger. Det fremgår af foredraget ’Poesi og grammatik’, som jeg allerede har nævnt. Stein argumenterer med sanserne, især følesansen. F.eks. afskriver hun navneord med argumentet om at føle hvad der er inden i ting: ”Som jeg siger er et navneord et navn for en ting, og derfor hvis man langsomt føler hvad der er inden i den ting kalder man den ikke ved det navn den er kendt som. Det kender alle til ud fra den måde de gør på når de er forelskede og en forfatter bør altid have så intense følelser for lige meget hvilken genstand han skriver om. Og derfor og jeg siger det igen oftere og oftere sker det at man ikke bruger navneord.”

Steins forelskelse i ord, hendes kubistiske portrætter, undslår sig på sin vis fortolkning, de er bare. De er lyd, materialitet og nærvær. Et sted i How to Write skriver Stein ”Now that is something not to think but to link.” At forbinde frem for at tænke. Stein forbandt mennesker dengang i Paris, og hun forbinder ord med ord og ord med mennesker, når hun læses i dag. Og det gør hun heldigvis – af alle os fremmede.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

What’s this?

You are currently reading ”Jeg skriver til mig selv og fremmede” at Steinselskabet.

meta

%d bloggers like this: